Debatten om skotsk uafhængighed

På gaden Canongate i Edinburgh, som leder ned til den skotske parlamentsbygning, er det skotske souvenirbutikker, der præger billedet. Foto Jacob Espensen og Casper Pagh

I næsten et århundrede har Skotland været præget af stigende uafhængighedstrang, der kulminerede i en skelsættende folkeafstemning i 2014. Selvom ønsket om selvstændighed forblev uopfyldt, lever drømmen videre hos næsten halvdelen af befolkningen, der trods modgang fortsat kæmper for Skotlands frihed.

Af Jacob Espensen og Casper Pagh

“Do you wanna fight?” spørger Willy Renton med sin markante skotske accent, åbner sin jakke og begynder at udveksle politiske holdninger med Fraser McAllister. Latteren bryder ud mellem de to gamle venner, der, selvom de er uenige på visse punkter, ønsker det samme for deres elskede Skotland.

Hver måned mødes de to ældre herrer for at gå en tur ved stranden i Portobello, en kystforstad lidt øst for Edinburgh. Denne gang er det en blæsende tirsdag eftermiddag i midten af november.

Lyden af de kraftige bølger, der ruller ind på stranden, efterlader ingen tvivl om nærheden til vandet. Selvom vejret ikke ligefrem indbyder til en typisk strandoplevelse, er der liv både nede på stranden og oppe på promenaden. Lokale lufter deres hunde langs vandkanten, surfere klæder om til våddragt ved bilen, klar til at tage udfordringen op i bølgerne, og en kvinde iført badedragt, hue og handsker springer i det kølige vand. Fraser ryster forundret på hovedet over dem, der ønsker at kaste sig i bølgerne, og informerer om, at “stranden er propfyldt om sommeren,” mens han peger mod et område, hvor små både og kajakker ligger indhegnet.

Mens Fraser fortæller og forklarer, går Willy ved siden af med hænderne plantet i hver sin jakkelomme. De femten ekstra år, han har på bagen, gør, at han har travlt nok med bare at følge med i Frasers tempo.

Samtalen drejer ind på de attraktive rækkehuse med udsigt over vandet og promenaden. “Priserne på husene her ved vandet stiger, delvist på grund af tilflytningen af englændere,” siger Fraser, lidt irriteret, mens de fortsætter langs Portobello Beach’s promenade.

Fraser McAllister(tv) på 70 år går langs promenaden i Portobello med sin ven og nu tidligere partifælle Willy Renton på 85 år. Foto: Jacob Espensen og Casper Pagh

Nationalisternes vej til magten

Det kiltbærende folk har siden 1707 været en del af det britiske fællesskab. Dengang skabte de Det Forenede Kongerige med England, som i århundreder frem var en dominerende magtfaktor i verden gennem kolonialisme og senere imperialisme. Selvom kongeriget har oplevet sin storhedstid, opretholder det stadig sin holdbarhed mellem Skotland, England, Wales og Nordirland til denne dag.

Viljen til at være en del af det er dog langt fra den samme for en stor andel af især skotterne, og i snart 100 år har en voksende skare i befolkningen kæmpet for at bryde båndene og blive et frit og uafhængigt land.

Tilbage i 1934 blev det politiske parti Scottish National Party (SNP) dannet med det formål at skaffe større selvkontrol til det skotske folk. Trods mange års kamp skulle de bruge 73 år, før de for alvor fik et gennembrud.

I 1997 stemte den skotske befolkning ‘ja’ til at få deres eget parlament, som ville få delvis bestemmelse under det britiske. I 1999 blev de første medlemmer så valgt, og i 2007 blev SNP med partiets daværende leder, Alex Salmond, stemt ind som det største parti af alle med 47 af 129 mandater. Nøjagtigt ét mere end unionisterne fra Labour, som de første otte år af parlamentets levetid havde siddet på magten.

Den skotske parlamentsbygning holder til i Holyrood-området i Edinburgh, hvorfor parlamentet ofte omtales ’Holyrood”. Foto: Jacob Espensen og Casper Pagh

SNP dannede dermed en mindretalsregering, og selvom det umiddelbart gav anledning til at tro, at selvstændighedsbevægelsen ville vokse, så viste meningsmålinger noget andet.

Af og til var det nemlig kun hver fjerde skotte, som de følgende år ønskede selvstændighed.

Ifølge Sir John Curtice, som er professor i politik og forsker i valg og vælgeradfærd ved University of Strathclyde i Glasgow, er der dog en ganske logisk forklaring på dette.

“Da SNP først kom til magten i 2007, var de ikke bundet af partifobindelser, som Labour, der var ved magten inden, var. Spørger man embedsfolk fra mellem 2007 og 2009, var der meget samarbejde med den britiske regering. Men nu havde man SNP, som ikke bare stod tilbage, hvis den britiske regering ikke handlede i skotternes interesse. Pointen er altså, at skotterne havde fået en administration i Edinburgh, som handlede på vegne af skotterne inden for den britiske union, og derfor faldt behovet for at løsrive sig,” fortæller han.

Et venskab der bygger på en politisk mission

På den vindblæste og regnvåde promenade i Portobello nærmer Willy og Fraser sig stamstedet. En charmerende café med udsigt til vandet. Det er nærmest en lille arbejdsoase, som står i stærk kontrast til det barske vejr udenfor. Her er varmt, roligt og halvfyldt; nogle gæster skriver i hånden, andre arbejder på deres bærbare computere, mens stille jazz sætter lydkulissen.

Det er et velkendt mødested for de to erfarne aktivister. De er ikke blot venner, de har kæmpet for den samme sag, der strækker sig gennem årtier – Skotlands uafhængighed fra Storbritannien.

I det afslappede miljø bestiller de to herrer te, der serveres i farverige kander. En til hver af dem. Bestillingen af den varme drik er næsten en ceremoniel handling. De har gjort det til en vane, ofte med en tredje ven, som også er politisk aktiv. I dag er han syg.

Inde i varmen på caféen Miro’s har Fraser og Willy sat sig til rette til deres månedlige snak. Foto: Jacob Espensen og Casper Pagh

“Vi snakker egentlig mest om minder,” siger Fraser. Dem er der mange af – og de præger også dagens samtale. Som engagerede politiske aktivister er det dog ikke nok. Verdenssituationen skal også vendes – eller Skotlandssituationen om man vil.

Da teen er serveret, og de har fundet sig til rette ved et af bordene tæt ved vinduerne, begynder den uendelige talestrøm om, hvordan det rent faktisk var Willy, som i sin tid fik Fraser ind lokalrådet i byen Musselburgh for SNP i 2012.

”Willy ringede og spurgte mig, om jeg ville overveje at stille op? Jeg sagde til ham, at jeg lige skulle vende det med min familie først, og da de sagde ja, ringede jeg tilbage og takkede ja. To uger senere ringede han igen og sagde, at han ikke ville have, at jeg stillede op. Der var allerede to gode lokalrådsmedlemmer fra vores parti. Og så cirka to uger senere ringede Willy igen: “Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, eller formulere det, men vi vil faktisk gerne have dig til at stille op”. Jeg er lidt nonchalent, så jeg sagde, at jeg måtte spørge min kone igen,” fortæller Fraser.

Både Willy og Fraser smiler lidt ad historien. For selvom Fraser endte med at takke ja, var det ikke uden konsekvenser på hjemmefronten.

”Jeg er så glad for, at jeg fik den mulighed. Min kone kunne ikke lide, at jeg gjorde det, men der sagde jeg bare ”du gav mig tilladelse to gange, ikke bare én, to gange”. Og jeg nød den oplevelse. Det var et enormt privilegium,” siger Fraser videre om sin oplevelse af at komme ind i et parti, som året forinden havde sat sig tungt på magten i parlamentet, og som kæmpede for drømmen om et selvstændigt Skotland.

Fremgang og en afgørende aftale

Frem mod det næste skotske parlamentsvalg i 2011 voksede SNP sig endnu større, og dette skyldtes ifølge professor Sir John Curtice, at den daværende skotske Labour-leder, Iain Grey, ikke var særligt populær, da flere historier om en svag personlighed kom frem om ham.

“SNP fik omkring 40 procent af vælgerne fra Labour, fordi billedet af Iain Grey ikke var guddommeligt. Selvom de ikke støttede uafhængighed, havde de en større tro på SNP til at handle i Skotlands interesser,” fortæller han.

Det er dog ikke så stort et politisk skift for de mange vælgere, som man umiddelbart skulle tro. Skotterne har historisk været meget socialdemokratisk orienterede, når de har skulle gå til stemmeurnerne. Det har nemlig handlet meget om at sikre velfærdssamfundet, en dagsorden som Labour partiet har siddet på. Den dagsorden havde de dog ikke patent på, og da de første år med et skotsk parlament var gået, så SNP sit snit til et stort boost. Det fortæller Hanne Tange, som siden 1994 har arbejdet med skotsk kultur og politik, og som nu er lektor ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet.

“SNP går ind og bliver det parti, der taler velfærdsstaten op, så de tager mange af dagsordenerne, som Labour tidligere måske ville have lagt vægt på. Det kan de gøre, fordi så snart man får et skotsk parlament, så får man alle de dele, der handler om velfærdspolitik placeret i Skotland. Det vil sige, at det er en ret nem dagsorden at tage, når man er et parti, der fokuserer på skotske temaer for den skotske befolkning,” siger hun.

Netop dette gik altså op for endnu flere mellem parlamentsvalgene i 2007 og 2011, hvor SNP gik fra 47 til 69 mandater, mens Labour gik ned fra 46 til 37. Og med over halvdelen af sæderne i det skotske parlament lå det i kortene, at det skulle være nu, at SNP ville gå efter en folkeafstemning om uafhængighed.

I 2012 tog drømmen om skotsk uafhængighed endnu et skridt fremad. Den såkaldte ‘Edinburgh-aftale’ blev indgået mellem Skotlands daværende førsteminister, Alex Salmond, og den daværende britiske premierminister, David Cameron. Denne aftale markerede vejen for skotterne, der inden udgangen af 2014 endelig fik mulighed for at afgøre deres ønske om selvstændighed gennem en folkeafstemning.

EDINBURGH-AFTALEN Den såkaldte ’Edinburgh Agreement’ blev underskrevet den 15. oktober i St. Andrew’s House i Edinburgh, som er her den skotske regering holder til. Aftalen i sig selv handlede om rammerne for en skotsk folkeafstemning om selvstændighed. Den indeholdt blandt andet, at afstemningen skulle forløbe ud fra et klart juridisk grundlag og reguleres lovmæssigt af det skotske parlament. Lovgivningen, som det skotske parlament igangsatte, omfattede alt fra dato for afstemning, formuleringen af spørgsmålet og til regler for kampagnefinansiering.

“Med meningsmålinger nærmest konstant liggende på 30 procent for uafhængighed og 70 procent imod siden 2000 var det den klare forventning fra David Cameron, at man kunne dræbe alt bekymring, om at Skotland ville løsrive sig. Sådan gik det bare ikke,” fortæller professor Sir John Curtice.

Dør-til-dør-kampagner

Selvom Willy og Frasers veje først for alvor krydsede hinanden i politisk sammenhæng i starten af 2010’erne, startede deres politiske rejser noget tidligere.

”Jeg har ført kampagne i alle dele af Skotland. I Glasgow, Aberdeen, Dundee og Edinburgh,” fortæller Willy, da han husker tilbage på de utallige dage med kampagner og minibusser, hvor han rejste tværs over Skotland for at støtte op om SNP’s sag. Han reflekterer over, hvordan han aldrig ønskede at være en valgt repræsentant, men snarere fokuserede på aktivismen.

“Jeg har aldrig ønsket at være andet end aktivist. Jeg ville ikke være valgt medlem af lokalrådet. Jeg ville aldrig stille op til det skotske parlament. Jeg ville kun være aktivist,” forklarer Willy, der betragter aktivisme som et middel til at gøre en forskel, uanset ens position.

Fraser, der som ung blev bibliotekar, efter han forlod skolen, begyndte som medlem af partiet Labour i 1981. Han blev inspireret af en kirurg, han som ung skrev til, fordi han modigt talte på vegne af sygeplejerskerne.

”Jeg introducerede faktisk Tony Blair fra talerstolen, længe før han blev premierminister, og vi kunne se hans kvaliteter. Selv samme Tony Blair fik mig til at melde mig ud af Labour på grund krigen i Irak og alt der fulgte med,”fortæller Fraser.

Hans politiske rejse førte ham senere til SNP, hvor han meldte sig ind i 2010. Under den skæbnesvangre afstemning i 2014, var han leder for ja-kampagnen i den by, han stadig bor i dag. Valgkampen i 2014 og selve valget fyldte meget for ham og betyder stadig meget for ham.

”Vi troede virkelig, helt til slutningen, at vi ville vinde. Vi var sikre på, at vi ville vinde. Det var meget hårdt,” reflekterer Fraser om den afgørende afstemning.

Willy og Fraser deler ikke kun ud af deres politiske valg, men også deres tilgang til at engagere folk og opbygge støtte til Skotlands uafhængighed. Willy fortæller om sin strategi med at bygge relationer ved at gå fra dør til dør og skabe et tillidsfuldt bånd med folk, der var tøvende over for uafhængighed.

“Du skal overtale disse mennesker til også at bekymre sig om Skotlands uafhængighed,” siger Willy, der mener, at det er nøglen til at opnå støtte.

Fraser supplerer med betydningen af at have det sjovt undervejs og opbygge et netværk af ligesindede mennesker. Han tænker tilbage på kampagnen, han ledede under valget og bemærker, hvordan den mistede momentum og døde efter afstemningen, men nu er genopstået og fortsætter sin kamp for at fremme sagen.

Ny frontfigur og Brexit

“Min tid som leder er næsten forbi, men for Skotland fortsætter kampagnen, og drømmen må aldrig dø”.

Sådan sagde den daværende førsteminister og leder af SNP, Alex Salmond, den 19. september 2014, da han resignerede dagen efter folkeafstemningen om uafhængighed.

Et historisk valg var forbi, og det lykkedes ikke uafhængighedsbevægelsen at få størstedelen af befolkningen overbevist om drømmen om et fuldstændig frit og suverænt Skotland. 55 procent stemte imod forslaget, mens 45 procent stemte for, da hele 85 procent af alle stemmeberettigede i landet skabte den største valgdeltagelse i Storbritannien siden 1910.

Og selvom håbet for nu var slukket, havde SNP som parti ikke toppet. To måneder senere blev den nye leder af SNP og dermed Skotlands nye førsteminister nemlig fundet.

Nicola Sturgeon var det naturlige valg, da hun havde været viceførsteminister i hele Alex Salmonds regeringsperiode, mens hun havde været næstformand i SNP siden 2004. Desuden var hun den eneste, som stillede op til posten som formand for partiet.

Hun skulle vise sig at blive en markant skikkelse i det næste kapitel i kampen for et frit Skotland, og allerede i 2015 var succesen for SNP til at få øje på, da de sikrede sig 56 af 59 skotske mandater ved det britiske valg.

23. juni 2016 blev endnu en markant dato for Nicola Sturgeon og resten af uafhængighedsbevægelsen. Brexit blev en realitet, da bare 48 procent af den samlede britiske befolkning ønskede at forblive en del af EU, mens 52 procent stemte for at forlade. Blandt skotterne alene ønskede 62 procent at blive i EU.

Med Brexit in mente var der god grund til at tro, at skotterne ikke ville det samme som resten af Storbritannien og derfor ville forsøge at forlade den britiske union en gang for alle.

I 2017 tydede meget dog på, at selvstændighedsbevægelsen var ved at dø ud, da meningsmålinger viste, at hele 61 procent var imod uafhængighed og ønskede at forblive en del af Storbritannien.

DATABEHANDLING – SÅDAN HAR VI GJORT: Alle meningsmålinger er fundet via Scottish Centre for Social Research’s databaserede hjemmeside, www.whatscotlandthinks.org. Den samler og sammenligner meningsmålinger fra britiske analyseinstitutter. Vi har udelukkende indsamlet data fra analyseinstitutter, der har vægtet deres undersøgelser, så de er repræsentative i forhold til befolkningen. Alle meningsmålinger i artiklen fra 2023 er fra samme analyseinstitut.

Fraser blev atter inspireret

”Jeg var leder af ’YES Musselburgh’-kampagnen, men det stoppede i 2014. Dagen efter afstemningen,” indleder Fraser, da han fortæller, hvad han har brugt årene efter den skæbnesvangre septemberdag for ni år siden på.

Han bøjer sig derefter ned efter sin taske. Hans tro følgesvend. En lidt for løsthængende skuldertaske i den karakteristiske blå farve, som man ikke kan lade være med at tænke er nøje valgt som et symbol på hans kærlighed til Skotland. Han har den altid med sig, når han går ud og kæmper sin sag – også i dag.

I tasken finder han en bunke flyers frem. På den er der et billede uden farver af en storsmilende kvinde med lyst hår. Øverst står der ’The Kathleen McDonald Memorial Talk’, nederst står der ’1950-2022’.

Alt imens Fraser får stillet tasken på gulvet igen, deler han dem ud ved bordet og fortæller passioneret om kvinden på billedet.

”Denne skønne kvinde, som var en del af SNP og hed Kathleen McDonald, tror jeg, vi alle husker,” siger han og søger et anerkendende nik fra Willy, inden han fortsætter. ”Hun var en vidunderlig kvinde. Hun sagde, at nogle af os fra partiet skulle komme til en kop te hjemme ved hende og medbringe et rim eller en sang. To måneder senere var ‘YES Musselburgh’ i live igen. Det var i 2017, og vi har været aktive lige siden”.

Kathleen McDonald døde i 2022, og hun var af den overbevisning, at den måde som pro-uafhængighedsbevægelsen skal arbejde på, er ved at være positive, lære Skotland bedre at kende og have det sjovt samme tid. Det står alt sammen på flyeren, som Fraser fremviser som grunden til, at han begyndte igen, og der er grunden til, at han fortsætter.

Brexit-effekten ramte sent

Selvom tilhængere og modstandere af skotsk uafhængighed har holdt sig relativt stabile omkring 50 procent siden 2014, med lejlighedsvise udsving, påpeger valg- og vælgeradfærdseksperten Sir John Curtice, at forholdet mellem disse grupper har gennemgået ændringer som følge af Brexit.

“Da Brexit-afstemningen fandt sted, begyndte tingene at ændre sig. Nogle af de mennesker, der havde stemt for at forblive i Storbritannien i 2014, fordi de ville blive i EU, ændrede mening. Dog var der en anden gruppe, som stemte for at forlade Storbritannien, netop fordi de ville ud af EU. Så for hver person, der skiftede fra nej til ja, var der en, der skiftede fra ja til nej,” siger Sir John Curtice.

Selvom den største effekt umiddelbart efter afstemningen var vælgere, som skiftede både den ene og den anden vej, skabte processen op til det endelige Brexit i 2020 en ændring.

“I 2019, som var, da vi nåede højden af debatten i Storbritannien om, hvordan vi egentlig skulle forlade EU, så vi pludselig støtte til uafhængighed stige fra 45 procent til 49 procent, og det var meget tydeligt, at stigningen skete blandt dem, som gerne ville være en del af EU,” siger Sir John Curtice.

Sturgeon trumfede Johnson

Den 31. januar 2020 var Storbritanniens officielle udtrædelsesdato i EU. Under to måneder nåede briterne at være helt fri af EU, før den første store test skulle stå. COVID-19 gjorde sit indtog i marts 2020, og dermed var det tid til krisehåndtering for de øverste politiske ledere – heriblandt daværende premierminister i Storbritannien, Boris Johnson, og daværende førsteminister i Skotland, Nicola Sturgeon.

Den globale pandemi fik også indflydelse på debatten om skotsk uafhængighed, og her blev det klart, hvad der for alvor har indflydelse på vælgerne, fortæller professor i valg og vælgeradfærd Sir John Curtice.

”Midt i nedlukningen, følte folk grundlæggende, at Nicola Sturgeon på en eller anden måde vidste, hvad hun lavede, eller i det mindste gav et rimeligt indtryk af det, mens Boris (Johnson, red.) ikke gjorde det. Og når hun begyndte at spørge folk, hvorvidt de troede, at Skotland kunne have klaret pandemien bedre som et uafhængigt land, var der en minoritet af nej-sympatisører, der tænkte, at vi måske ville have klaret os bedre selv”.

Ifølge vælgeradfærdseksperten var det især på kommunikationen og handleevnen, at den skotske leder trumfede den britiske.

”Det handler om evnen til at sælge, hvad du laver. Og Sturgeon var bare meget mere effektiv, og hun kunne klare pandemien. Boris fejlede på sin kommunikation og sin gradvise fremtræden. Hans manglende evne til at træffe beslutninger og alt det andet. Han var den forkerte person til den slags krise,” mener professor Sir John Curtice.

Alt det resulterede i, at meningsmålingerne fra juni 2020 til januar 2021 konsekvent var i selvstændighedens favør med resultater på helt op til 55 procent, som var for. Noget der ikke tidligere var set.

Alligevel lykkedes det kun pro-uafhængighedspartiet SNP at få ét sæde ekstra ved valget til det skotske parlamentsvalg den 6. maj 2021, da man steg fra 63 til 64 mandater. For nyligt mistede partiet det dog igen, da parlamentsmedlemmet Ash Regan den 28. oktober skiftede til det nye Alba Party, hvor hun blev partiets første mandat i det skotske parlament.

Alba blev grundlagt i 2021 af den tidligere SNP-leder og førsteminister, Alex Salmond. De vil arbejde for en hurtigere vej til skotsk uafhængighed. Desuden tog partiet allerede i 2021 to af SNP’s mandater i det britiske parlament, da Neale Hanvey og Kenny MacAskill skiftede.

Et par hårde år for SNP

Selvom Nicola Sturgeon havde spillet en betydningsfuld rolle i Skotlands kamp for uafhængighed, var hendes tid ved at løbe ud. I juni 2022 havde hun siddet på magten i næsten syv år uden at komme nærmere en ny folkeafstemning om selvstændighed.

Forud for det skotske parlamentsvalg i 2021 gav Nicola Sturgeon et valgløfte om, at man med flertal efter valget ville fremsætte et forslag om en ny folkeafstemning om selvstændighed. SNP opnåede flertal med hjælp fra partiet Scottish Greens, og et forslag om en afstemning, der skulle finde sted den 19. oktober 2023, blev lavet.

Forslaget blev dog starten på enden af den ellers så populære leders tid som førsteminister. Boris Johnson, som på det tidspunkt var premierminister, ville ikke tillade det, og den 23. november 2022 slog den britiske højesteret fast, at den skotske regering ikke havde lovmæssig hjemmel til selv at etablere en ny afstemning.

Den 15. februar annoncerede Nicola Sturgeon, at hun ville træde af, når en ny leder af SNP var fundet. Hun begrundede sit stop med, at energien simpelthen ikke længere var der. Humza Yousaf blev sidenhen valgt som ny leder af partiet og har dermed overtaget posten som førsteminister.

Meningsmålinger fra det britiske analyseinstitut Redfiels & Wilton viser, at støtten til SNP er faldet fra 39 procent til 34 procent siden 5. marts.

Historiske nedslag i debatten om skotsk uafhængihed. Infografik: Casper Pagh

Det nye parti har splittet Willy og Fraser

Under cafébordet tager Fraser hånden i lommen og fremviser stolt sit nøglebundt, der bærer et slidt ‘I’m with Nicola’-skilt.

På trods af, at Nicola Sturgeon først kom til magten efter folkeafstemningen 2014, og Fraser har kæmpet for partiets mærkesager inden hendes regeringstid, er det hende, han fremhæver som symbolet på sin kærlighed til SNP. Nu er hun ikke længere frontfiguren, men støtten til partiet virker alligevel nærmest ubrydelig. Trods det reflekterer han dybt over partiets udvikling og Skotlands rejse mod selvstændighed.

“Jeg er stadig med i SNP, selvom det bliver sværere for hver uge, der går,” siger Fraser.

Willy har derimod truffet en mere radikal beslutning. Han har sagt farvel til SNP og fundet et nyt politisk hjem i Alba. Han begrunder sin beslutning med, at han over længere tid har været skuffet over SNP.

“Jeg mistede troen på SNP i at lede os til endnu en uafhængighedsafstemning, endnu mere i at lede os til uafhængighed,” siger Willy og udtrykker frustration over partiets håndtering af den magt, det har fået.

“Når en gruppe politikere har smagt på fordelene ved magten, mister de målet af syne. Det primære mål, som SNP blev grundlagt på, nemlig stræben efter uafhængighed, er ikke blevet realiseret i de 16 år, de har haft magten,” siger Willy og uddyber.

“Jeg er nødt til at sige, at kvaliteten af personer i regeringen nu, sammenlignet med dem, der først blev valgt til den skotske SNP-regering, er meget ringere. Dem, der var i SNP på det tidspunkt havde gennemført deres læretid, og de vidste, hvad der skulle gøres, og de havde en plan,” siger Willy.

Selvom Willy og Fraser nu følger forskellige stier, er deres engagement og ønske om Skotlands uafhængighed urokkelig.

‘Ingen lytter til deres hyl’

I SNP ved man godt, at de sidste par år ikke har været de bedste. Douglas Chapman er medlem af det britiske parlament for SNP, og han fortæller om de seneste års vanskeligheder.

“SNP har haft et par hårde år med flere forskellige udfordringer,” erkender Douglas Chapman og uddyber:

“Leveringen af kompetent regeringsførelse har ikke været så stærk som den har været i de tidligere år, som for eksempel omkring 2014 ved den seneste folkeafstemning. Så det har været en af de ting der har ændret sig i den periode”.  

SNP-politikeren pointerer dog, at støtten til uafhængighed ikke går den forkerte vej.

“Mens antallet af støtter til SNP er faldet, er antallet af dem, der støtter uafhængighed, forblevet helt solidt. Så vi mister ikke folk i forhold til uafhængighedsspørgsmålet, men det vi skal gøre, er, at få det til at vokse over 50%, måske 60%, og få et klart flertal i landet, der rent faktisk ønsker det,” mener Douglas Chapman

Siden den 5. marts, hvor SNP er faldet fra 39 procent til 34 procent, er støtten til uafhængighed imidlertid steget fra 45 procent til 49 procent, viser meningsmålingen fra den 27. november.

På den anden side af selvstændighedsspektret udtrykker Willie Rennie, der er medlem af det skotske parti for partiet Liberal Democrats, at arbejdet indefra i den britiske union er det bedste, man kan gøre, for at påvirke forandringer. Han diskuterer forholdet til England og mener, at uanset uafhængighed vil England forblive en betydelig nabo.

“England vil stadig være vores nabo, uanset om vi er uafhængige eller ej, og England vil stadig have stor indflydelse på vores liv, uanset om vi er uafhængige eller ej,” siger parlamentarikeren, som var leder af Liberal Democrats fra 2011 til 2021.

Willie Rennie opfordrer til, at man i Skotland nu kommer videre fra uafhængighedsdebatten og i stedet begynder at fokusere på, hvad man kan gøre for at løse de problemer, der er i samfundet.

“Lad os få lidt ro på tingene, arbejde på en meget mere fornuftig, pragmatisk måde for at skabe relationer. Og ikke tro, at opbrud er svaret på vores problemer.”

Han understreger også, at der er mere presserende bekymringer for tiden end spørgsmålet om uafhængighed. Generelt er debatten om uafhængighed ikke i toppen af hans prioriteringsliste over politiske emner for tiden.

“Der er en hel række problemer, som præstationen i folkeskolen, økonomien, det sorte hul i de offentlige finanser. Det er det, der optager mit hoved, i stedet for denne teoretiske debat om uafhængighed, der aldrig vil ske”.

Willie Rennie er træt af debatten, og ifølge ham har det meste af befolkningen det på samme måde. Det er kun nationalisterne, der er interesseret i at få debatten op at stå.

”De hyler ind i vinden. Ingen lytter egentlig til deres hyl. Vi har haft debatten, vi er kommet videre, og de fleste mennesker bekymrer sig i virkeligheden om, hvorvidt de vil have penge nok denne vinter til at betale elregningen og opvarme deres hjem,” mener han.

Frustrationer på caféen i Portobello

Det er ikke kun den skotske politik, som kan få Willy og Fraser til at tale. Da den britiske regering nævnes, kan man nærmest se på de to, at der ikke er mange roser til overs.

Alligevel starter Willy et helt andet sted. Han mener, at mediedækningen, især fra de britiske medier, er for skæv, og at det kom til udtryk under valget om uafhængighed i 2014.

”Jeg tror, at vi er det eneste land i verden, hvor hele pressen, både den trykte og den elektroniske, var imod skotsk uafhængighed. Det er det eneste land i verden, der nogensinde har oplevet det,” siger Willy.

Med modstanden in mente, som Willy føler, at de oplevede fra flere sider, mener han, det var et ret imponerende resultat ved folkeafstemningen for godt ni år siden.

”At nå til 45% var, og jeg undskylder ikke for det, en storslået præstation i lyset af, hvad vi kæmpede imod; den britiske stat, de britiske medier og den britiske efterretningstjeneste, for de var her,” siger han.

Fraser er enig med Willy og supplerer med en kritik af det britiske valgsystem, og hvordan parlamentet er skruet sammen.

“Det eneste andet land i Europa, der har et ‘first past the post’-system, er Hviderusland. Jeg tror ikke, at nogen vestligt civiliserede lande har et overhus, et stort overhus,” siger Fraser, mens han bruger nyheden fra dagen før om den tidligere premierminister David Camerons tilbagevenden til den britiske regering som et eksempel.

DET BRITISKE PARLAMENT (WESTMINISTER) Det britiske parlament er opdelt i Overhuset (House of Lords) og Underhuset (House of Commons). Overhuset består per 1. december 2023 af 785 medlemmer, og de fordeler sig blandt 91 adelige arvemedlemmer, 26 biskopper og 668 livstidsmedlemmer, som er valgt af nuværende og tidligere regeringer. De folkevalgte politikere sidder i Underhuset. Storbritannien er inddelt i 650 valgdistrikter, som ved valg hvert femte år vælger dets repræsentant til underhuset. Det foregår ved et såkaldt ‘First past the post’-system, hvor hver person kun kan stemme på én kandidat i sin egen valgkreds og ikke altså ikke stemme direkte på et parti.

Den tidligere konservative premierminister gik af den 13. juli 2016, få uger efter Brexit-afstemningen. Den 13. november i år returnerede han så til den britiske regering som udenrigsminister, hvilket kun kunne lade sig gøre, da han i samme ombæring blev udnævnt til livstidsmedlem i Overhuset af den nuværende konservative premierminister Rishi Sunak og resten af den britiske regering.

Willy og Fraser var ikke de eneste, som mente, at uafhængighedsbevægelsen savnede en platform i valgkampen op til folkeafstemningen i 2014. Som respons på dette behov tog redaktøren fra det pro-uafhængighedsorienterede medie Sunday Herald sagen i egen hånd kort tid efter.

En avis med holdninger

Kendte man ikke adressen, kunne man nemt have spadseret forbi den bygning, hvor avisen The National holder til. Den går i et med de andre huse på Bath Street i det centrale Glasgow, som ligger bare ti minutters gang fra det hippe Merchant City. Selvom typehuset ikke vækker yderligere opsigt, så forsøger journalisterne på mediet at vække opsigt i debatten om skotsk uafhængighed.

Tre unge personer træder ned ad trapperne inde bagved. De kommer alle ud, åbner døren og præsenterer sig – de arbejder for avisen, som har taget sit standpunkt i uafhængighedsdebatten.

Oppe bag de nedrullede gardiner på anden sal holder ‘The National’ til. Foto: Jacob Espensen og Casper Pagh

Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at de var de nyeste medarbejdere, men velkomstkomitéen består af ansvarshavende chefredaktør Laura Webster, chefredaktør Stewart Ward og multimediejournalisten James Walker.

“The National blev grundlagt i 2014 efter uafhængighedsafstemningen. Selvom folk i Skotland i sidste ende stemte imod uafhængighed, var der stadig en betydelig del af befolkningen, der ønskede det. De følte sig ikke tilstrækkeligt betjent af resten af medierne,” fortæller Laura Webster.

I december 2022 blev hun ansat som ansvarshavende chefredaktør på The National i en alder af bare 24 år på ansættelsestidspunktet. Noget der gjorde, og stadig gør, den nu 25-årige journalist til Storbritanniens yngste ansvarshavende chefredaktør på et nationalt medie.

Hun fortæller, at de er meget bevidste om, at deres læsere er for uafhængighed. Derfor forsøger de at skrive til dem, mens de også nuancerer debatten.

“Fordi det blev etableret med fokus på uafhængighed, har forsiden af The National tendens til at fremhæve tydeligt pro-uafhængighedshistorier. Alt relateret til selvbestemmelse er særligt engagerende for vores læserskare. Vi estimerer, at cirka halvdelen af den skotske befolkning nu støtter uafhængighed. Derudover er der opstået forskellige pro-uafhængighedspartier. Som følge heraf stræber vi efter at opnå en balance, der afspejler mangfoldigheden af holdninger inden for dette pro-uafhængighedsspektrum,” siger hun og slår fast, at de ikke støtter bestemte partier som for eksempel SNP, og Stewart Ward tilføjer:

“Det er en platform for hele uafhængighedsbevægelsen. For eksempel har vi i år lanceret flere nyhedsbreve på vores hjemmeside fra forskellige organisationer, som arbejder for uafhængighed. Avisen fungerer som et forum for debatter om den præcise vej, uafhængigheden bør tage, og giver en platform til forskellige grupper,” siger han

Generelt er avisen ikke bange for at tage et standpunkt i større debatter. Det fortæller James Walker.

“Jeg mener, at vi indtager ret markante holdninger til en hel masse forskellige ting. Lige nu har vi taget et standpunkt i konflikten i Gaza, hvor vi støtter op om en våbenhvile,” siger han.

Stewart Ward og James Walker er begge 28 år, og de tre danner på den måde det perfekte demografiske billede af, hvad det er for en aldersgruppe, som i høj grad ønsker uafhængighed mere end alle andre.

Unge skotter føler sig mindre britiske

Ifølge samme meningsmåling, som viste fremgang til uafhængighedsbevægelsen og tilbagegang i støtten til SNP, fra den 27. november er det især gruppen af unge mellem 16 og 34 år, som ønsker, at Skotland skal løsrive sig fra Storbritannien. Syv af ti i denne aldersgruppe ønsker uafhængighed, og det er en markant forskel fra den ældre generation over 55 år, hvor kun halvt så mange ville stemme for.
Også under folkeafstemningen i 2014 tegnede der sig et billede af, at ønsket om løsrivelse især var udbredt blandt den yngre del af befolkningen.

Michael Keating er professor emeritus i politik ved University of Aberdeen og har forsket inden for nationalisme og decentralisering i Storbritannien. Fra 2013 til 2021 var han direktør for Centre of Constitutional Change – altså under folkeafstemningen i 2014, mens han nu er generalsekretær for Royal Society of Edinburgh. Han fortæller, at mennesker historisk set har en tendens til at blive mere konservative med alderen, men blandt de unge skotter ser man en ny tendens.

“Det, vi i øjeblikket har demografisk bevis for, er, at unge mennesker er tilhængere af uafhængighed. Måske bliver de ikke ved med at være tilhængere af uafhængighed, når de bliver ældre, men det tvivler jeg på. For det ser ud til, at der er en ældre generation af unge mennesker, der har løsrevet sig fra britiskhed. De føler sig bare ikke britiske længere. De føler sig ganske europæiske og åbne, men de føler sig ikke britiske. Det er ikke bare en midlertidig bevægelse; det er en langsigtet justering af identiteter og politiske holdninger,” siger han.

Lektor ved Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet Hanne Tange mener, at netop dette kan skyldes den tid, som de forskellige generationer er vokset op i.

“Sidst den britiske velfærdsstat fungerede, og alle institutioner var intakte med blandt andet dronningen var altså i 1980’erne. Og i halvtredserne og tresserne hvilede Storbritannien i, at de lige havde vundet Anden Verdenskrig, og man var stolte af at være britiske. Og selvom man løbende skiftede mellem at have De Konservative og Labour ved magten, så ændrede intet sig radikalt. Den periode har de unge jo altså ikke oplevet,” siger Hanne Tange.

Undtagelsen der bekræfter reglen

”Problemet er, at jeg både er socialist og nationalist,” siger Fraser med et lidt sammenbidt smil, da han skal forsøge at sætte sig i unionisternes sted. Han prøver at komme med et argument for, hvorfor Skotland ikke burde forblive en del af Storbritannien. Engang troede han faktisk på den britiske union. Den union han har det så svært med nu.

”Jeg stemte imod decentraliseringen i 1979, fordi jeg faktisk troede, vi var det samme land. Som årene er gået, har vi set forskellene på de to lande (England og Skotland). De er så langt fra hinanden nu,” mener Fraser.

Valget om decentralisering i 1979 handlede om, hvorvidt Skotland skulle have et delvist selvstyre under den britiske regering. Trods 51,6 procent som stemte for, blev det ikke til noget. Hvis mindre end 40 procent af de stemmeberettigede ikke stemte for, ville forslaget blive afvist. Og da kun 64 procent af de stemmeberettigede troppede op, havde kun 32,9 procent af alle stemmeberettigede sagt ja til forslaget. I 1997 stemte Fraser dog for, da skotterne stemte for et delvist selvstyre.

Fraser, som meldte sig ind i Labour få år efter afstemningen i 1979, har i dag svært ved at komme med ét godt argument for at forblive en del af Storbritannien. Han holder lidt igen og tænker sig godt om, mens Willy bryder ind og giver sit bud først.

Han har støttet nationalisternes sag i endnu længere tid end Fraser og finder det svært at se det positive i den aktuelle situation. Han nævner især uligheden i repræsentationen af mandater i det britiske underhus som en af årsagerne til sin bekymring.

”Hvordan kan 59 skotter komme til at påvirke 533 englændere? Det kan de ikke, og det er problemet, Skotland har. Så jeg kan ikke komme i tanke om en god grund til, at Skotland ikke skal være selvstændigt, og hvor jeg ville ønske at forblive i en union, der er så ulige og uretfærdig,” siger han.

Udsigten til bugten Firth of Forth gør Portobello til et af Skotlands mest attraktive områder. Foto: Jacob Espensen og Casper Pagh

Imens har Fraser fået tænkt sig om, og han starter med at begrunde sit valg i 1979 om at stemme mod decentraliseringen.

”Dengang havde vi ikke brug for uafhængighed på samme måde, fordi vi var i den gode efterkrigstid. Det gav os sundhedsvæsnet og alle de gode ting. Jeg vil sige, at det var en god grund til at blive sammen, fordi man ville have stordriftsfordele,” siger han, mens han drejer over i sin største frygt ved at forblive i den britiske union.

”Jeg tror, økonomisk, på grund af Brexit, men hovedsageligt på grund af at landet styres af én procent af eliten, glider vi ind i en katastrofezone, og det vil kun bringe fascisme med sig,” siger han og følger op.

”Om jeg har et godt argument for at blive? Det korte svar er nej,” afslutter Fraser.

Konsekvensen af at have en holdning

Hos The National i Glasgow går turen op mod redaktionen på anden sal. Det er fredag eftermiddag, og Laura Webster har advaret om, at der nok ikke er så mange på arbejde, da de fleste arbejder hjemmefra eller er ude og interviewe. For enden af trapperne og ind til venstre træder man dog ind i et lokale, hvor skrivebordene står tæt og en masse unge mennesker fylder næsten alle pladser ud. Selvom det er lige før weekenden rammer, emmer det pakkede kontor af koncentration. “Det er så her, vi arbejder,” siger Laura Webster og peger ud over det, der mest af alt ligner en stor etværelses lejlighed.

Selvom miljøet er præget af ungdommelighed, og avisens ansatte også er af den yngre slags, så var det ikke en uerfaren person, som startede mediet tilbage i 2014. Richard Walker, som stiftede avisen, havde forinden været redaktør i 15 år for Sunday Herald, som under folkeafstemningen altså var det eneste medie, som støttede uafhængighed.

David Hutchison er æresprofessor i mediepolitik ved Glasgow Caledonian University efter at have arbejdet der i mere end 30 år. Tilbage i 2016 udgav han som medforfatter bogen ’Scotland’s Referendum and the Media’, som gik i dybden med mediernes ageren og indflydelse under folkeafstemningen i 2014.

”Det vil være fair at sige, at siden SNP kom til magten i 2007, har en række aviser faktisk haft sympati for dem. Bare ikke når det kom til uafhængighed. Her var det kun Sunday Herald,” siger han.

Sunday Herald lukkede ned i 2018, og The National prøver derfor som de eneste at være modvægten i dækningen, så denne ville blive mere ligelig. Professor David Hutchison tillægger dog ikke avisens tilstedeværelse nogen særlig betydning.

”De seneste oplægstal viser, at de bare har omkring 3.500 daglige læsere af avisen. The Herald, som er større, men eget af de samme amerikanske ejere, har bare 13.000, og det er en problematisk tendens. Ikke bare for dem, men for aviserne generelt, vil jeg mene,” siger professoren.

Under valgkampen i 2013 og 2014 havde The Herald mere end 38.000 daglige læsere.

Det er altså ikke kun på læsersiden, at The National kæmper en kamp. De har også mødt en vis modstand, når de har konfronteret nogle af de unionistiske politikere. Det fortæller chefredaktør Stewart Ward.

“Da Theresa May var premierminister, kom hun til Skotland og afholdt en pressekonference. Hun inviterede alle aviser undtagen The National, og sagde at The National ikke kunne deltage, fordi vi åbent støtter uafhængighed,” fortæller Stewart Ward, som var på avisen tilbage i november 2018, da hændelsen fandt sted.

Og ifølge de unge journalister, så er det langt fra et enestående tilfælde.

“Jeg har haft ture til Westminster, hvor højtstående britiske regeringsministre grundlæggende mobbede mig foran en hel sal af journalister, stående på en scene, udpegede mig i hele lokalet og lavede vittigheder på min bekostning foran alle, til et punkt, hvor alle de konservative parlamentsmedlemmer i lokalet ikke engang grinede, fordi de synes, det var så ubekvem en situation,” siger Laura Webster og føjer til sit svar:

“Mennesker som disse viser mig, at de ikke ønsker, at vi skal være i deres rum, og det gør mig mere sikker i det arbejde, vi laver”.

Trods sikkerheden i arbejdet fra journalisterne selv, så er professor i mediepolitik David Hutchison mere skeptisk, når det kommer til de skrevne avisers egentlige indflydelse.

”Med tanke på resultaterne i folkeafstemningen var avisernes position ikke nær så vigtig, som aviserne gerne vil tro. For hvis du får modstand fra aviserne, ikke nødvendigvis ubehagelig modstand, men bare at de ikke støtter uafhængighed, antyder det faktisk, at avisernes indflydelse er mere begrænset, end vi måske har troet. For det er et faktum, at de fleste personer, også dem der var for uafhængighed, læste aviser, som ikke havde sympati med sagen. At de så alligevel kom op på 45 procent antyder, at avisernes indflydelse er mindre, end de tror,” siger professor David Hutchison.

Han tillægger i stedet tv en større rolle med henvisning til to store debatter mellem SNP-lederen og den daværende Labour-leder Alistair Darling.

”Jeg tror, det er her, at tv bliver afgørende. Både BBC og STV, som er det største uafhængige tv-selskab i Skotland, var begge mere afgørende. Især debatterne mellem Alex Salmond og Alistair Darling, hvor Salmond tabte den ene og måske vandt den anden,” fortæller han.

Skotternes ønsker repræsenteres ikke

Michael Keating, der er professor emeritus i politik ved University of Aberdeen, er af den overbevisning, at grunden til, at skotterne er så splittede, når det kommer til suverænitet, er, at de færreste forstår, hvad det helt præcis vil komme til at betyde for landet, såfremt det bliver selvstændigt. Ad flere omgange, senest i 2021, har han med kollegaen og sociologen David McCrone, forsket i netop dette.

”Vi spurgte folk, om de ønskede deres egen valuta? Her var svaret nej, vi vil beholde pundet. Vi spurgte også, om de ønskede deres eget militær? Her ville 41 procent stadig have militær med Storbritannien. Så mange forstår faktisk ikke, hvad total suverænitet er, og partiernes konstellationer afspejler det ikke. De taler stadig om suverænitet, og der slår folk bare fra, fordi de ikke forstår, hvad det handler om,” siger professor Michael Keating.

Det viser, at pro-uafhængighedsfolkene ikke ønsker den totale suverænitet, og derfor har skotterne heller aldrig set et problem i at være en del af EU.

”Britiske regeringer har aldrig accepteret, at man deler noget, heller ikke da de var en del af EU. Det næste Det Konservative Parti vil gøre, er at tale om at trække sig ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og ingen i Skotland er interesseret i det. Alligevel har det ikke skabt en total besættelse mod selvstændighed i Skotland. Men det skyldes, at der ikke er det rette udbud af muligheder fra det politiske system. Og det er derfor, folk bliver meget frustrerede,” mener Michael Keating.

Englænderne er ligeglade

Skotland er det land i den britiske union, hvor uafhængighedsfølelsen er størst. Det betyder dog ikke, at emnet ikke har været og stadig er til diskussion i de andre dele af kongeriget.

I både Wales og Nordirland bliver det også diskuteret, men det er på vidt forskellige grundlag.

Spørgsmålet i Wales er egentlig det samme som i Skotland, men tilslutningen og lysten til at bryde ud er ikke helt på samme niveau. Her ønsker 38 procent procent af befolkningen nemlig et suverænt Wales ifølge en meningsmåling fra august lavet af britiske Redfield & Wilton.

I Nordirland er spørgsmålet et helt andet. Her handler det ikke om selvstændighed, men mere om, hvem man ønsker at være knyttet til. Irland eller Storbritannien. I 1973 bestemte et nærmest enstemmigt Nordirland sig for at forblive som en del af EU med hele 98,9 procent.

En meningsmåling lavet af Ipsos for Royal Irish Academy og The Irish Times fra december 2022 viser, at der fortsat ikke er den store opbakning til at forlade kongeriget.

Undersøgelsen viste nemlig, at det bare var lidt mere end hver fjerde nordirer, som ønskede at være en del af Irland frem for Storbritannien. Næsten dobbelt så mange ønskede at forblive. Den sidste fjerdedel havde enten ikke taget stilling eller ønskede ikke at stemme ved et valg.

Lysten til at være en del af Det Forenede Kongerige bliver altså mindre og mindre, men storebroren England trækker bare lidt på skuldrene af det, mener professor i samfundsvidenskab Michael Keating.

“En af de bemærkelsesværdige ting ved Storbritannien er den ligegyldighed, der er i England over for at opretholde den britiske union. Der har altid været en følelse i England af, at hvis de andre vil gå deres egne veje, så er det fint. For vi kan alle falde tilbage på det, vi har. Så man taler ikke om en samlet national enhed i Storbritannien, og folk i England ser ikke nødvendigvis Skotland som en central del af deres identitet,” siger han.

Ligegyldigheden skyldes umiddelbart ikke en stærk engelsk nationalfølelse, da den ikke er repræsenteret af et parti, som man ser i Skotland med SNP.

“Nu er der ikke noget politisk parti, der repræsenterer den holdning, men Brexit-partiet, Reform UK, kommer ret tæt på den position. De kaldes nogle gange engelske nationalister, men det er ikke helt rigtigt. Det er lidt vildledende, men der er den stærke følelse af engelskhed, hvilket betyder, at hvis Skotland går, trækker de bare på skuldrene. De føler ikke, at de mister meget,” siger Michael Keating videre.

Tanker om et uafhængigt Skotland

Selvstændighed er, for nu, blot en drøm for Willy, Fraser og resten af uafhængighedsbevægelsen. Mens de sidste dråber fra de to aldrende aktivisters tekander hældes op i de gennemsigtige kopper, snakker de om, hvordan Skotland kunne se ud i fremtiden.

“Inspirationerne er overalt. Irland, snart verdens rigeste land, var et meget fattigt land uden naturressourcer. Nu er dets folk ressourcen,” siger Fraser med henvisning til Irlands økonomiske vækst, som primært er skabt af globale techvirksomheder og medicinalfirmaer.

I Skotland har man historisk været kendt for olien i Nordsøen. Efterspørgslen på olie er dog faldende, men det får ikke Fraser til at miste troen, mens han også retter opmærksomheden mod Danmark.

Den skotske olie har gjort byen Aberdeen mod nordøst til et af landets mest velhavende områder. Foto: Jacob Espensen og Casper Pagh

“Skotland har fantastiske mennesker, opfindsomme og ressourcefulde. Jeg tror, vi vil være succesfulde, hvis vi bliver uafhængige, og så meget som muligt ligne Danmark – et lykkeligt, retfærdigt og velstående land,” mener han.

Hvordan et uafhængigt Skotland ville klare sig økonomisk, er der ifølge professor emeritus Michael Keating ikke et klart svar på.

“Det handler bare om at vælge sin egen økonom. Det er ligesom at vælge sin egen advokat med det formål at få det svar, man ønsker,” siger han og tilføjer, at der i hans øjne er god grund til optimisme, hvis landet en dag blev selvstændigt.

“Økonomisk set er Skotland et velhavende land. Det har en bedre eksportrekord end England. Der er ingen grund til at tro, at det ikke ville klare sig godt,” forklarer han.

I 2021 havde Skotland et plus på 20,9 milliarder på betalingsbalancen, mens England havde et plus på 3,4 milliarder.

Den skandinaviske drøm

SNP-politikeren Douglas Chapman, som sidder i det britiske parlament, søger inspiration i Skandinavien når han forestiller sig et fremtidigt Skotland. Han påpeger, hvordan de nordiske nationer konsekvent topper internationale ranglister.

“Vi kigger på lande som Danmark, Norge og Sverige og nogle af vores andre nordiske naboer. Og vi ser ofte, at disse lande er i top, uanset hvilken målestok det er, om det er lykke, velstand eller fredelighed. De værdsætter disse ting. Og jeg tror ikke, at Skotland ville være meget anderledes end det,” siger Douglas Chapman.

Han identificerer allerede eksisterende styrker i Skotland herunder en blomstrende whiskyindustri, olie og gas, førsteklasses universiteter og en stabil samfundsstruktur.

“Jeg tror, vi har alle disse fordele til vores rådighed, vi skal bare opbygge tilliden og troen på, at vi rent faktisk kan gøre dette,” lyder appellen fra Douglas Chapman. 

Denne vision forstærkes af den toneangivende skotske journalist og tilhænger af selvstændighed Lesley Riddoch. Hun fremhæver Skotlands rige energiressourcer og progressive tankegang og ser paralleller til nordiske landes succes.

“Vi har allerede samme mentalitet som jer. Vi har bare kun mentaliteten, og det er problemet. I har haft 100 år mere til at indlejre jeres mentalitet i, hvordan jeres land fungerer,” siger Lesley Riddoch, som tidligere har været ansat som nyhedsvært på både BBC og Channel 4. Efter hun gav udtryk for sin holdning i debatten om selvstændighed, har hun arbejdet som klummeskribent, for blandt andet The National, og har sin egen podcast.

Hun insisterer på, at Skotland har meget at lære af de nordiske lande, og at fællesskabet i tankesæt og værdier kan berige Skotlands egen udvikling. Hun er desuden medstifter af organisationen Nordic Horizons, som netop har til formål at informere om dette.

Også aktivisten John Bryden kigger mod Skandinavien, når han argumenterer for, hvordan et fremtidigt selvstændigt Skotland skal se ud i hans øjne. Han er skotte, men har tidligere været bosat i Norge og bor nu i Skive. Han er ambassadør for initiativet Europe for Scotland, der er er en bevægelse af europæere, der ønsker at udtrykke solidaritet med Skotland efter Brexit.

Han påpeger, at sammenligninger med små, succesfulde nationer som de skandinaviske lande, kan ændre opfattelsen af Skotlands potentiale. Selv har han skrevet en bog om de mange paralleller, han ser mellem Norge og Skotland. Og hans arbejde med bogen, har kun forstærket hans syn på et selvstændigt Skotland.

“Det startede mine tanker om de små lande i Skandinavien, der virkelig har klaret sig godt på trods af deres størrelse. Fordi en af de største indvendinger mod Skotland er ofte, at vi er for lille et land. Folk, der kæmper imod idéen, siger, at vi er for lille et land, men det er vi åbenlyst ikke, fordi vi har disse sammenligninger,” mener John Bryden.

Skotlandseksperten Hanne Tange, der er lektor ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet, kaster lys over den venstredrejede transformation i den skotske nationalistiske bevægelse, når man skal forklare, hvorfor mange aktivister og SNP-politikere kigger mod Danmark og Skandinavien. Hun forklarer, hvordan skotske nationalister tidligere vendte blikket mod Irland, men nu søger mod nordiske velfærdsmodeller, når de skal forestille sig et fremtidigt Skotland.

“Velfærdsstaten bliver vigtig. Hvis man vil kigge, hvor har man en god velfærdsstat, så kigger man mod nord og ikke til Irland. For Irland har ikke specielt god velfærd. Så man finder simpelthen nogle modeller, der passer ind i det, man gerne vil have. Og der giver Norden nogle modeller lige nu,” siger Hanne Tange.

Hun fremhæver også Skotlands behov for allierede og støtte, især med henblik på at sikre Skotlands indgang til EU, hvis de en dag bliver selvstændige. Og det kan også være en af årsagerne til, at dem, der kæmper for et selvstændigt Skotland, så ofte nævner Skandinavien.

”Man forsøger også at få allierede, for hvis man bliver selvstændig, så skal man også have nogen, der kan støtte én til at komme med ind EU,” siger Hanne Tange.

En lignende situation i Kongeriget Danmark

Skotlands situation er ikke unik. Faktisk behøver man ikke at kigge uden for Kongeriget Danmark for at finde et land, hvor debatten om løsrivelse i den grad trives.

I Grønland nærer man ambitioner om en fremtid med fuld uafhængighed og dermed en løsrivelse fra Kongeriget Danmark. Altså en suveræn nationalstat.

Robert Christian Thomsen, der har en ph.d. i nationalismestudier og er lektor ved Institut for Kultur og Læring på Aalborg Universitet, har i sit arbejde beskæftiget sig med både Grønland og Skotland. For ham er parallellen mellem Skotlands og Grønlands rejse mod uafhængighed mere end blot en overfladisk sammenligning.

“Der er masser af ligheder mellem den grønlandske og den skotske case. Også udviklingen af hele den der ide om national selvbestemmelse og kravet om national selvbestemmelse i form af enten selvstyre eller en på sigt selvstændig stat, har jo været aktiv siden 1970’erne begge steder,” forklarer han.

Men der er også forskelle. Store forskelle. I Grønland ønsker langt de fleste grønlændere at opnå selvstændighed. Her kæmper en uafhængighedsbevægelse ikke med at komme over de 50 procent, som man gør i Skotland. Det er ikke et spørgsmål om, man ønsker at være uafhængige. “Tidspunktet og vilkårene er det man strides om,” fortæller Robert Christian Thomsen.

Årsagen til, at uafhængighedsbevægelsen ikke nyder lige så stor opbakning i Skotland som i Grønland, skal findes i historien og i kulturen, mener Robert Christian Thomsen.

“Borgerskabet og eliten i Skotland har i århundreder haft kæmpe fordel af at være en del af det britiske imperium. Det er først her det sidste stykke tid, måske siden tresserne i virkeligheden, hvor den britiske økonomi og det britiske samfund har haft nogle udfordringer, at skotsk nationalisme igen er blevet et issue. Så skotterne er jo trygge ved og har en historie med at være komfortabel i Storbritannien,” siger han.

Sådan ser det ikke ud I Grønland. Her er der ikke mange, der har det på samme måde med at være en del af Kongeriget Danmark.

“Der er situationen jo en anden i Grønland, også historisk set, fordi i 1721 og frem, der var Grønland en koloni. Så et oprindeligt folk er blevet koloniseret af en stor fremmed magt, som kommer med en form for kultur, som er meget fremmed med nogle strukturer, nogle værdier og nogle forståelser af, hvad der er vigtigt og godt i et samfund, og som er helt anderledes, og som virkelig clasher på mange måder med et oprindeligt folks opfattelse af, hvad der er det gode her i livet. Så på den måde er der jo kæmpestore forskelle,” fortæller Robert Christian Thomsen.

En anden væsentlig forskel er også, at Grønland rent faktisk har mulighed for at stemme om fuld uafhængighed. I modsætning til Skotland, hvor den britiske regering først skal give lov, har Grønland allerede en fastlagt vej til selvstændighed, når flertallet af befolkningen beslutter sig for det.

“Det ligger simpelthen som en del af selvstyreloven fra 2009, at når Grønlænderne ønsker selvstændighed, så kan de stemme sig til det,” forklarer Robert Christian Thomsen

Lange udsigter til en ny folkeafstemning

Skal man tro de nyeste meningsmålinger, er skotterne fortsat splittede i diskussionen om uafhængighed.

Redfield & Wilton udkom med en meningsmåling den 27. november, som viste, at 49 procent af befolkningen ønsker uafhængighed.

Dog skal man ikke sætte næsen for højt op efter en ny folkeafstemning i den nærmeste fremtid. Blandt de skotske eksperter er der nemlig dystre meldinger, da de ser komplikationer i Storbritannien, som forhindrer det.

“Altså, det kunne være 70-30 i uafhængighedens favør i meningsmålingerne, og der ville ikke nødvendigvis ske noget, fordi holdningen fra den britiske regering er, at det er parlamentet i London, der skal træffe den beslutning, og ingen andre,” siger Michael Keating og fortæller, at holdningen fra den britiske regering har ændret sig.

“Nu er det interessante i Storbritannien, at britiske regeringer aldrig har sagt, at Skotland ikke kan løsrive sig. Ja, teoretisk set kunne de gøre det på et tidspunkt, og engang sagde de, “tja, I kan faktisk gøre det”. Men nu siger de mere eller mindre, at de overhovedet ikke kan gøre det. Og Højesteret har støttet dem”.

Han fortæller, at der under ingen omstændigheder er en mulighed for Skotland, som det ser ud nu. Det er blevet som mellem Spanien og Catalonien, hvor Spanien bare ikke vil tillade en reel folkeafstemning om uafhængighed, mener Michael Keating.

UAFHÆNGIGHEDSDEBATTEN I CATALONIEN Catalonien er en selvstyrende region i Spanien med eget parlament og egen præsident. I 2017 afholdt selvstyret en folkeafstemning om uafhængighed fra Spanien, som på forhånd var erklæret ulovlig af den spanske regering. 43 procent af catalonierne gik til stemmeurnerne, hvoraf 90 procent stemte for uafhængighed. Det blev aldrig effektueret, og flere af de politikere, som stod bag valget, er sidenhen blevet retsforfulgt. Daværende præsident i Catalonien, Carles Puigdemont, gik umiddelbart efter i selvvalgt eksil i Belgien for at undgå retsforfølgelse, og han er sidenhen blevet valgt til Europa-Parlamentet.

Professor i valg og vælgeradfærd Sir John Curtice har heller ikke den store tro på, at der venter et nyt valg om hjørnet. Der skal nemlig ske store politiske ændringer i Storbritannien før det kan lade sig gøre.

“Næste gang, vi får et splittet parlament i Storbritannien, hvor en mindretalsregering fra Labour er afhængig af SNP, kan jeg fortælle, hvornår den næste folkeafstemning kommer til at være. Men indtil vi når det punkt, er det et stykke vej væk,” siger Sir John Curtice.

Inden 28. januar 2025 skal der afholdes britisk parlamentsvalg. Ved seneste valg i 2019 vandt SNP 48 af 59 skotske sæder i det britiske parlament, men siden da har de mistet fem af forskellige årsager.

Drømmen de aldrig får at se

Mørket er så småt ved at falde på, og Willy og Fraser har tømt det sidste te fra deres kopper. Lyset fra cafeens lamper kaster et blødt skær over deres ansigter, mens diskussionen stadig er i gang. Fraser lytter, mens Willy reflekterer med en anelse melankoli.

“Jeg kommer ikke til at opleve et uafhængigt Skotland.”

Fraser stemmer i.

“Jeg tror heller ikke, at jeg kommer til det. Jeg har egentlig altid troet, at jeg ville komme til at opleve det”.

Begge lader tankerne om, hvad en selvstændig nation betyder for dem, hvile i luften. Stemningen er intens, men også fyldt med en stille accept af virkeligheden.

Deres ord hænger i luften, da de rejser sig fra bordet.

“Vil mine børn opleve selvstændighed? Det tvivler jeg meget på. Jeg er håbefuld for mine børnebørn. Men jeg har et oldebarn, og jeg er meget, meget håbefuld på hans vegne. Han er fem år nu,” siger Willy mens han tager overtøjet på

De forlader cafeen, bevæger sig ud i den kølige aftenluft og træder ud på Portobellos promenade.

Mens snakken er gået på caféen har Fraser fundet huen frem, og de gamle venner går tilbage langs promenaden. Foto Jacob Espensen og Casper Pagh

Willys ord fortsætter med at resonere, mens man igen kan høre bølgerne ved kysten, der aldrig ophører med at kysse sandet.

“Men vi bør ikke føle os nedtrykte over det. Hvis du har gjort, hvad du kan for at fremme sagen, har du gjort dit. Og hvis du ikke ser gevinsterne ved dit arbejde, er det okay. Gevinsten er for landet, ikke for individet.”